Jannie i Israel - Godt og blandet

Kristen påske – jødisk Pessach – 9. april

Er du allerede stået af? Sikkert! Hvis du bare har totalt styr på det hele så kan du bare springe direkte til tredje afsnit.

I virkeligheden ved du det vel godt. Pessach eller Passover fejrer jøderne, fordi Dødsenglen denne nat gik deres huse fobi, da alle Egyptens førstefødte blev slået ihjel. Jøderne slagtede inden natten et får og malede blodet fra det på dørstolperne. Så ledes kunne Dødsenglen se, hvilke huse han skulle gå forbi.

Påsken fejrer vi, fordi Jesus påskedag, efter at have påtaget sig verdens synder, opstod fra graven. Det har været en uge med fuld fart over feltet: Palmesøndag var ”normal” i den forstand, at vi fejrede dagen med gudstjeneste allerede om lørdagen. Søndag var der kæmpe optog fra Oliebjerget og ned til Den gamle By ad den rute, som Jesus red ind i Jerusalem.

Så gik der jo faktisk en hel dag, før der var gang i den igen. Denne gang i præstelejligheden(PL). Vi holdte påskemåltid i Jesus-perspektiv. Det var en aften med mange ritualer i højtidelig atmosfære. Det var en lærerig og rigtig hyggelig aften med fantastisk mad á la Martin og Mette.

Og så gik det ellers løs fra torsdag. Vi startede ud med tre timers guidet tur ved Olsen efterfulgt af international gudstjeneste i Redeemer Church. Det var da meget sjovt, meeen… Hebraisk, finsk og for den sags skyld også tysk er ikke mine stærke sider. Så det må jeg nok indrømme, jeg ikke fik meget mere ud af end oplevelsen. Aftenen brugte jeg i King og Kings, hvor Handels Messias blev opført af blandt andre Martin og Mette. Det startede ikke så heldigt ud! Dels klokkede første solist lidt i det. Og dels havde jeg glemt at gå på toilet inden. Ti minutter efter start, sad jeg med tårer i øjnene. Efter yderligere en time og fem minutter var der pause. Aldrig har jeg spurtet så hurtigt ud af en koncertsal. Efter pausen kunne jeg slappe af og nyde musikken. Det var tre fantastiske timer kun i selskab med mig selv, mig selv, mig selv og klassisk musik.

Så kom Langfredag (også kendt som Jesus-sandal-dagen) Kl. otte nul nul dut! Vi gik via Dolorosa sammen med (næsten) resten af Verden. Via Dolorosa er den vej Jesus gik med Korset eller… Det kommer jo lidt an på hvem, man spørger. Så det var nok mest tanken, der gjaldt. Det var til tider meget trangt, men også en fed oplevelse. Vi havde efterfølgende gudstjeneste. Og så kom det… Jesus-sandalerne kom i hus! Og blev taget i brug lige med det samme. Om aftenen havde vi hygge i PL. Det var hyggeligt;)

Så kom Påskesøndag (i dag). Huha jeg er træt. Måske skal det lige tilføjes at jeg kom en smule sent i sang, da Ane, Tina og jeg så Mr. World i fjerneren i går. Thomas joinede os senere. Vi sov fire i vores stue i nat. Vækkeurene ringede kl. 4, og vi var ude af døren kl. 5. Kl. 5.30 sad og kiggede ud fra Oliebjerget med en nutellamad i hånden. Desværre var det en smule diset, så det var ikke helt så klart, som det kunne have været, når solen står op. Vi holdte andagt inden, det blev helt lyst. Her efter tog den ene gudstjeneste den anden. Kl. 9.30 var der international gudstjeneste i Gravhaven, denne blev afløst af den nordiske kl. 11.00. Inden (national) opstandelsesgudstjeneste kl. 16.00, nåede vi lige en times lur på græsset.

Det var så tre gudstjenester på en dag!

Arabisk bryllup i Hevron - 4. april

I denne uge, hvor Pessach og Påske falder sammen, bliver Rabeeh gift. Når jeg skriver sådan er det, fordi det vist taget en uges tid at få sådan et bryllup overstået! (Jeg må indrømme, at jeg ikke helt har styr på det muslimske bryllup endnu).

Onsdag var alle kolleger fra Sigalit inviteret til ”dagen-før-reception” – for mænd. Til muslimske bryllupper ser mænd og kvinder nemlig ikke hinanden under festerne. Jeg havde virkelig glædet mig til at se hans kommende kone, men det blev det ikke til denne gang.

Det var noget af en pludselig beslutning at tage til Hevron til bryllupsreception. Vi blev inviteret onsdag morgen. Og efter en meget stresset time med mange tøj, dæknings, hår og sko kriser, kom vi endelig af sted. Tre kvarters kørsel fra Jerusalem - så lang inde på Vestbredden, at samtlige kvinder er tildækkede, ankom vi til en festsal fuld af mænd. Jeg vil skyde på, der var et par hundrede, da vi ankom. Jeg følte mig lidt malplaceret blandt alle disse muslimske mænd, som ikke var bange for at kigge på nogle vestlige piger – uden tørklæde. Heldigvis var Rabeeh utrolig glad for at se os. Mændene fik kindkys til den store guldmedalje og vi andre hånd!

Der var godt med tryk på i salen. Der var opstillet otte-ti borde med plads til otte omkring hver. Her blev der serveret ris med noget meget mørt kød, som mindede om danske ”gnaveben” med noget mælkesovs til. For en gang skyld ikke-Kosher! Araber kender ikke begrebet ”gaffel”. Vi blev udstyret med en ske, da det var vores tur til at gå til bords. Denne blev brugt til risene. Klør fem var til kødet! Ikke noget med at være sart her! Faktisk var det lidt fedt at få lov til at have ti fingre i maden, uden at få et ”spis ordentligt” med på vejen.

Efterr vores lille ret, blev der lynhurtigt ryddet af, smækket noget nyt mad på bordet og installeret et nyt hold gæster. I mens gik vi ud og vaskede fingre. Som en lille dessert fik vi et shot kaffe. Arabisk kaffe! Og min første kop kaffe nogen sinde! Den skulle nok ikke have været arabisk, for den smagte som noget medicin, jeg engang fik, der kun kom i maven med tvang og tårer i øjnene.

Så var det ellers hjem igen. En halv times bryllup senere med meget bitter smag i munden og meget fyldt blære kørte vi tilbage til Jerusalem - med en chauffør bag rettet, hvis kørsel Tina undskyldte med, at han var så skeløjet, at han ikke kunne se fartdæmpene i vejen.

Det var ret fantastisk at være ti ud af 1000 mænd(!), der var inviteret i dag. Og det var specielt fantastisk at være kvinde til mændenes fest, hvor kvinder absolut ikke er velkomne normalt. Det er en af fordelene ved ikke at komme fra samme kultur og have anden religion. Man går under andre regler og bliver båret en smule over med.